Aktør-Netværk-Teori og kommunikationsnetværk: Mod konvergens
Felix Stalder, PhD Student,
Faculty of Information Studies, University of Toronto
stalder@fis.utoronto.ca
supervised by Andrew Clement
Faculty of Information Studies, University of Toronto
September, 1997
Denne tekst har en undersøgende karakter. Må gerne anvendes ikke-kommercielt.
Kommerciel anvendelse kun med min skriftlige tilladelse. F.S.
Dansk oversættelse:
Peter V. Højgaard Jensen
aalhp@vuc.nja.dk
Indholdsfortegnelse
1.Introduktion
2.Centrale begreber
Aktør3.Dynamikken i Aktør-netværk
Sort boks
Netværk
Forskrifter
Bindeled
Fremkomst4.Tilgrænsende teorier
Udvikling
Stabilisering
Systemteori og begrebet afgrænsning5.Konklusion
Systemers udvikling og dynamik
Kompleksitet og udviklingen af orden
6.Litteratur
1.Introduktion
En betydningsfuld metodisk fælde lurer under forsøgene på at begrebsliggøre den proces, der sættes i spil, når eksisterende samfundsmæssige begreber bliver genopfundet eller nye bliver introduceret i sammenhæng med den hastige teknologiske og samfundsmæssig forandring: eftersøgningen efter det Frederic Jameson kalder "den ultimative, bestemmende instans" (1995, s. 37). Denne instans søges oftest i tvedelingen mellem samfund og teknologi. Indfaldsvinkler, som peger på samfundet som værende denne instans, går ud fra den antagelse, at teknologien og de derfra hidrørende konsekvenser er planlagte og indvarslet af samfundsmæssige aktører oftest store institutionaliserede enheder. Opmærksomheden retter sig hovedsagelig enten mod studieobjektets politiske økonomi (Mosco, Wasco, 1988; Mosco, 1996) eller mod den samfundsmæssige udlægning af det artefakt (= kulturfrembringelse), som undersøgelsen retter sig imod (MacKenzie, Wajcman, 1986; Bijker, 1994). Specielt sidstnævntes Social Construction of Technology (SCOT) "peger på teknologien som værende helt igennem samfundsbestemt" (Pinch, 1996) Det mest ekstreme synspunkt i denne del af spektret er "samfundsmæssig determinisme".På den anden side antager folk, som hælder i retning af teknologien som denne instans, at teknologien udvikler sig efter sin egen indre nødvendighed og ud fra en dynamik, som ligger uden for menneskelig kontrol. Der fokuseres på teknologiens konsekvenser, der anses for at være det kendemærke, hvormed man kan skille fortiden fra fremtiden (mest fremtrædende, Toffler, 1980; Glider, 1989; for en overordnet behandling se Smith, Marx, 1994). Ekstremet i denne del af spektret er "teknologisk determinisme". Karakteristisk for begge modeller er en klar adskillelse mellem samfundet på den ene side og teknologien på den anden. Den største uenighed ligger i spørgsmålet om, hvad der medfører hvad. Er teknologien skabt af samfundet eller er samfundet ordnet af teknologien.
En interessant indfaldsvinkel til refleksioner over den samfundsmæssige og teknologiske udvikling under ét er blevet udviklet som Aktør-Netværk-Teorien. Denne indfaldsvinkel er en strømning indenfor the Social Construction of Society og en ny bevægelse i videnskabens og teknologiens historie og sociologi. Dens mest fremtrædende repræsentanter er de franske videnskabssociologer Bruno Latour og Michel Callon. Målet for teorien er at beskrive et samfund af mennesker og ikke-mennesker som ligeværdige aktører forbundet i et netværk og opretholdt med det formål at nå et bestemt mål f.eks. udviklingen af et bestemt produkt. For at kunne foretage denne beskrivelse benytter teorien sig af et noget specialiseret ordforråd. Nøglebegrebet "aktør" f.eks. anvendes ikke som i den traditionelle sociologi, hvor aktører normalt defineres som " adskilt individuelle, korporative eller kollektive sociale enheder. " (Wasserman, Faust, 1994, s. 17)
Derfor er det nødvendigt at introducere den specielle betydning i de centrale begreber i Aktør-Netværk-Teorien. Det sker i andet afsnit i dette papir. Det tredje afsnit koncentrerer sig om netværk i funktion, deres fremkomst, dynamik og stabilisering. Afsnit fire ser på nogle tilgrænsende begreber. De introduceres i lyset af deres anvendelighed til at tilpasse Aktør-Netværk-Teorien, som er blevet udviklet til analyse af videnskab, til analysen af computerbaserede kommunikationsnetværk, deres anvendelse og dynamik. Mest interessant i denne forbindelse er begreber af nyere dato vedrørende kompleksitet og evolution såvel som visse aspekter af systemteori.
Det femte og sidste afsnit giver et tilbageblik på de begreber, der indtil nu er udviklet. Det vurderer den rolle, som biologiske begreber spiller i udviklingen af metoder til forståelse af den socio-teknologiske dynamik i computerbaserede kommunikationsnetværk.
2.Centrale begreber
Fro Bruno Latour (1993) forsøger Aktør-Netværk-Teorien at få bugt med det som han ser som den alvorligste mangel ved modernismen og postmodernismen: Opsplitningen af en kontinuerlig, "hybrid" virkelighed i analytiske områder. Modernismens epistemologi (=erkendelseslære; læren om al videns grundlag; videnskabslære). Modernismen delte naturen og samfundet i to inkommensurable poler. Naturen kan kun observeres. Den er aldrig menneskeskabt, hvorimod samfundet udelukkende er skabt af mennesker. De to poler blev indirekte forbundet gennem sproget, som tillader os at lave stabile referencer til den ene eller den anden af polerne. Postmodernismen udskilte forbindelsen mellem polerne sproget fra dem begge ved at erklære det for autonomt. Dette autonome område er blevet beskrevet som fritflydende tegn (Baudrillard) eller som selvreferende tekster og sproglige spil (Derrida) Det er Latours mål at påvise, at den adskillelse, der introduceredes af modernisterne og udvidedes af postmodernismen, er kunstig. Fordi (teknologisk) virkelighed er "samtidig virkelig på samme måde som naturen, en fortælling som samtalen og kollektiv som samfundet"(s. 6), følger han ikke den samme rene adskillelse, som modernisterne forestillede sig, og han har senere hævdet, at moderniteten aldrig er indtruffet, således at "vi har aldrig været moderne" (1993).Med det formål at forene de tre adskilte områder: natur, samfund og sprog ( for "igen at knytte den Gordiske knude") , antager nøgletermerne noget utraditionelle betydninger. Dette for at understrege, hvordan mennesker og ikke-mennesker kan være aktører, som er integreret i netværk, til tider lukket inde i en sorte bokse. Disse netværk kan tydes gennem inskriptionen i deres bindeled, som er i omløb inden for disse netværk. Det tilsigtede udbytte af disse netværk kan variere: det kan være teknologi (Bijker, 1997; Law, Callon, 1992; Latour, 1991) og det kan også være samfundet (Woolgar, 1991). Midlerne og disse foretagenders faktiske produkter er aldrig enten fuldstændig det ene eller det andet. De er altid "hybrider", som omfatter alle tre områder samtidigt. Det er noget forvirrende i begyndelsen.
Begreberne (aktør, sort boks, netværk, inskription, bindeled) har derfor behov for nogen afklaring, før de kan anvendes i deres fulde omfang. Desværre er terminologierne, der anvendes i forskellige fremstillinger, ikke overensstemmende. Forskellige termer anvendes til at beskrive det samme begreb, mens det samme udtryk på den anden side synes at have forskellige betydninger. De følgende 'definitioner' er derfor sammenstykket fra forskellige kilder for at infange de meningsaspekter, som jeg finder mest relevante.
Aktør
Aktører er "enheder, der gør ting" (Latour, 1992a, s. 241, fremhævet i originaludgaven). Selv i denne den mest minimale definition er der lagt vægt på den afgørende forskel fra den mere konventionelle sociologisk definition af aktører som "sociale enheder". Det er mindre vigtigt om aktører er det ene eller det andet sociale eller teknologiske enheder, hvorimod handlingsaspektet bliver understreget. "Adskillelsen mellem mennesker og ikke-mennesker, kvalifikationer, der er personliggjorte eller ikke-personliggjorte, menneskelige eller maskinelle, er mindre interessant end den komplekse kæde, langs hvilken kompetencer og handlinger distribueres (Latour, 1992a, s. 243). Aktør er yderligere defineret som "hvad som helst der handler eller ændrer handling, hvor handlingen selv defineres som en række af handlinger, der forekommer gennem forsøg; ud fra disse handlinger uddrages et sæt af kompetencer, som er nedlagt i resultatet... En aktør er et resultat udstyret med en karakter" (Akrich, Latour, 1992, s. 259). Mens resultatet er selve genstanden i dets uspecificerede natur omfatter aktøren resultatet og de kompetencer, der er knyttet til det. Kompetencerne forhandles i processen med forsøg (og fejl). For eksempel er en mønt, som et stykke metal et resultat. Indenfor en pengebaseret økonomi har møntet fået en kompetence knyttet til sig, den tjener som et standardmål for værdi og en mekanisme til brug i forbindelse med bytte. Den bliver en aktør. Det er vigtigt at lægge vægt på, at aktører ikke har en uafhængig virkelighed indenfor de ordninger, der forvandler dem til aktører, der udfører bestemte ting. I den betydning er de på samme tid virkelige som naturen og kollektive som samfundet.Latour (1987, s. 84) udvider én definition af aktør til "hvem som helst eller hvad som helst, der er repræsenteret [er et] resultat." At handle og være repræsenteret? Er det næsten ikke for modsætningsfyldt? Husk på at Latour (1993) sigter imod igen at sammenknytte de adskilte kategorier sprog, natur og samfund. I "Science in Action" (1987) er iagttagelsesniveauet videnskabelige tekster hvad der er 'repræsenteret' der. Mens det at analysere virkeligheden, således som den er repræsenteret i tekster, mistænkelig lugter af fransk postmodernisme, markerer aktør-begrebet forskellen fra disse teorier. Aktør antyder, at elementerne, som er repræsenteret i tekster, handler, at de udfører bestemte ting. Uden for teksten er elementerne i den resultater, enheder , som har en uafhængig virkelighed. I teksten bliver de aktører, enheder, der udfører ting og forhåbentlig de ting, der var tekstens formål. De handler præcist, fordi de er repræsenteret i teksten. En tekst kan forstås som et netværk, der binder forskelligartede elementer (mennesker, andre tekster, udstyr, procedurer, institutioner osv.) sammen for at opnå et specifikt mål, som kan bestå i at tilvejebringe en videnskabelig opdagelse, frembringe et produkt eller introducere en ny procedure. Hver af disse sammenknyttede elementer har en virkelighed udenfor teksten. Denne virkelighed udenfor teksten giver mulighed for underbyggelse af tekstens betydning og styrke. Hvis mikroberne f.eks. ikke eksisterede, ville det at repræsentere dem i teksten blive meningsløst. Imidlertid krævede det en Pasteur at sætte dem ind i hans tekster sammen med en lang række andre elementer og gøre dem til den erkendte kilde til infektioner og på den måde gøre dem til (samfundsmæssige) aktører (Latour, 1986).
Jo mere forskelligartede elementer en tekst implicit eller eksplicit er i stand til at knytte sammen, jo mere interessant bliver den. F.eks. er en mønt i stand til at mobilisere en hel national økonomis omdømme for at forenkle dagligdags transaktioner som f.eks. at købe en pakke cigaretter. Hvis mønten ikke kan mobilisere disse elementer fordi den er forfalsket, eller hvis de mobiliserede elementer er svage, fordi regeringen er i miskredit, mister mønten enten noget af eller al dens styrke, som er til stede i dens uanfægtede værdi. Mønten er en aktør, fordi den kan mobilisere et netværk af forskelligartede allierede til at udføre ting, til at oplagre og udveksle værdi. Dette netværk af allierede er så at sige helt indesluttet i mønten, og det er næsten umuligt for den enkelte, der anvender mønten, at betvivle forbindelserne i dette netværk (hvorved han bliver en del af mønternes netværk)1. En mønt er i den forstand en sort boks.
Den sorte boks
"En sort boks indeholder det, der ikke længere behøver at blive overvejet de ting, hvis indhold er blevet ligegyldigt"(Callon, Latour, 1981, s. 285). En sort boks er derfor en ordning2 som uanset hvor omdiskuteret dets tilblivelseshistorie har været, nu er så stabilt og sikkert, at det kan behandles som en kendsgerning, hvor kun inputtet og outputtet tæller.Selve termen er taget fra kybernetikken, hvor den betegner et maskineri eller et sæt af kommandoer, som måske er særdeles kompliceret, men som kan erstattes med en boks, fordi den er regulær og stabil (Wiener, 1948). Loven er f.eks. en samling af sorte bokse. I tilblivelsesstadiet er loven en omstridt samling af konkurrerende ytringer, omkring hvilke der opbygges til tider omfattende alliancer for at øve indflydelse på lovens endelige form. Gennem lovgivningsprocessen er ytringerne flydende og åbne. Når loven er vedtaget, bliver de omstridte ytringer til sorte bokse, som indeholder elementer, hvor vilkårlige de end måtte være, i et fast stabilt forhold, som det kan være svært at anfægte. En lignende proces forekommer med ethvert produkt, når det bevæger sig fra udviklings- til produktionsfasen.
Stabiliteten af den sorte boks påvirkes af omkostningerne ved at åbne den igen. Dette afhænger ikke blot af de samfundsmæssige grupper og procedurer, som er indeholdt i boksen, men også af de materialer, den rummer. Det medium, i hvilket en sådan ordninger gemt, er et afgørende element for at forstå dets (overordnede) dynamik som helhed. Når hardware forvandes til en sort boks, synes det at være særdeles lukket. Det krævede f.eks. et jordskælv at åbne (i bogstavelig og overført betydning) den sorte boks Interstate 8880 i Oakland, CA og afsløre den korruption og de konstruktionsfejl, som havde været skjult (Bijker, Law, 1992). På den anden side åbnes og lukkes software igen og igen pga. dets foranderlighed og lave omkostninger. Det er en proces, hvor der hele tiden sættes spørgsmålstegn ved nogle elementer i boksen (fejlfinding) og lukke den igen i en ny version.
Jo mere en boks forekommer at være lukket, jo mere antages de netværk, den rummer, selv at være pålidelige. "Jo mere automatisk og jo sortere boksen er, jo mere bør den tiltrække menneskers opmærksomhed " (Latour, 1987, s. 137). At isolere en sort boks og forbinde den med et eget livsløb indbærer, at man forudsætter alle de omstændigheder, der holder boksen lukket, som givne.
Med andre ord: en sot boks indeholder et forseglet netværk af mennesker og genstande.
Netværk
Ved siden af aktører er netværk det andet centrale begreb derfor navnet Aktør-Netværk-Teorien . Betegnelsen netværk er defineret som "en gruppe uspecificerede relationer mellem enheder, hvis natur i sig selv ikke er målbestemte" (Callon, 1993, s. 263)Denne definitions omfattende karakter blive klarere, når den modstilles med en af den konventionelle sociologis definitioner af netværk, hvor "et samfundsmæssigt netværk3 består af en endelig gruppe eller grupper af aktører og forbindelsen eller forbindelserne, der er fastlagt mellem dem" (Wasserman, Faust, 1994, s. 20). Et aktør-netværk er ikke begrænset til dets 'sociale aktører' ikke engang til aktører i denne teoris bredeste forstand.
Et netværk binder to systemer af alliancer sammen.
Mennesker: Enhver, som er involveret i opfindelsen, konstruktionen, distributionen eller anvendelsen af et artefakt: at beskrive systemet resulterer i et "sociogram". Sociologisk analyse, som f.eks. social-netværksanalysen, fokuserer på denne gruppe af alliancer (Wasserman, Faust, 1999; Wellmann, 1983)
Ting: Alle de genstande, der allerede var på banen eller som skulle bringes i stilling med det formål at knytte mennesker sammen. At beskrive dette system resulterer i et "teknogram".Selv om det er nyttigt af hensyn til afklaringen at dele de to niveauer analytisk, er det ikke hensigtsmæssigt at studere disse systemer hver for sig, fordi de i høj grad er forbundne. En ændring på ét niveau vil samtidig ændre det andet. Hver modifikation i ét alliancesystem er synlig i de andre. Hver ændring i teknogrammet frembringes for at overvinde begrænsningerne i sociogrammet og omvendt.
Relationerne mellem sociogrammet og teknogrammet bliver åbenlyse, f.eks. når et produkt ikke accepteres af de tiltænkte brugere. En måde at reagere overfor denne manglende overensstemmelse på, er at ændre produktet, at inddrage et andet teknologisk netværk for at øge brugernes accept - en ændring i teknogrammet. Imidlertid fører en markedsfiasko ikke nødvendigvis til en ændring i produktet. Det er muligt, at sociogrammet, det netværk, der forbindes med produktet, ændres ved at knytte flere folk til firmaets markedsafdeling. For at forstå dynamikken på et niveau i netværket, må man undersøge dynamikken i den anden del.
Aktører og netværk konstituerer gensidigt hinanden. En aktør kan ikke agere uden et netværk, og et netværk består af aktører. Denne forbindelse fremhæves i endnu en definition af aktører som "ethvert element som påvirker omgivelserne, gør andre elementer afhængige af sig og omsætter deres egen vilje til deres eget sprog" (Callon, Latour, 1981, s. 286). Aktør og netværk redefinerer hele tiden hinanden. Den ene er afhængig af den anden. Michel Callon (1987, s. 93) uddyber den gensidige forbindelse mellem de to:
" Aktør-netværket kan hverken reduceres til aktøren eller til netværket. Som netværk er det sammensat af en serie af forskelligartede elementer levende og ikke-levende, som er blevet knyttet sammen i en vis periode.....Et aktør-netværk er på samme tid en aktør, hvis aktiviteter forgrener sig til forskelligartede elementer og et netværk, som er i stand til at redefinere og forandre det, som det er sammensat af."En aktørs størrelse eller betydning afhænger af, hvor stor en del af netværket han/hun/den/det kan beherske, og størrelsen af netværket afhænger af det antal aktører, det består af. Eftersom netværk består af et (stort) antal aktører, som har forskellige muligheder for at påvirke andre medlemmer af det samme netværk, afhænger den bestemte styrke, som en aktør besidder, af aktørens position i netværket. Der er ingen strukturel forskel mellem store og små aktører, mellem en større institution eller et enkeltindivid eller endog en så dagligdags ting som en automatisk døråbner (Latour, 1992). Det betyder ikke, at de alle er ligestillede. Det betyder blot, at hovedforskellen mellem mikro- og makroaktører er størrelsen af det netværk, de kan mobilisere i for at opfylde deres bestemte formål, hvilket vil sige det antal aktører, de kan arrangere henhold til deres egne hensigter. Disse hensigter kan være et strategisk valg mellem muligheder, tilpasningsmæssige nødvendigheder eller indbyggede muligheder i et bestemt stykke teknisk udstyr. Egenskaberne ved en bestemt ordning, den kendsgerning at det gør noget muligt og andet umuligt, kaldes forskrifter.
Forskrifter
Adskillige relaterede begreber er udviklet for at 'tolke' en ordning, for at forstå de begrænsninger og de kræfter, der fører frem til et artefakt, en procedure eller en videnskabelig opdagelse. Analytikerens virksomhed kaldes beskrivelse, som er "analysen af, hvad de forskellige aktører i en ordning gør ved hinanden." Den modsatte bevægelse inskription er ingeniørens, opfinderens eller fabrikantens handling, som får andre til at udføre noget bestemt (Akrich, Latour, 1992, s. 259) I inskriptionsprocessen samles de egenskaber ved ordningen, der er karakteristiske for de aktører, som er tilsluttet netværket, der udgør denne ordning. Til beskrivelse af netværker er én type inskriptioner særlig nyttige nemlig tekster. Tekster som forklarer målet. Det kan være i form af en manual. Det kan være i form af en tekst på en maskine eller i en brochure, et salgsmateriale eller som en kritisk bedømmelse. Aktør-netværket kan tolkes i dets tekster men ikke fordi det består af tekster ( i den postmoderne betydning). Det kan tolkes, fordi tekster ofte er den foretrukne måde, hvorpå aktører tilslutter sig netværket4. Aktiviteten med inskriptioner materialiserer sig i forskrifterne for et givet mål. Forskrifter5 er "hvad en plan giver aktørerne (mennesker eller ikke-mennesker), som den udtrykker forventninger til, tilladelse til eller forbud mod. Det er ordningens moral både negativt (hvad den forbyder) og positiv (hvad den tillader)." (ibid., s. 261).For yderligere at komplicere sagen kan de forskellige aktiviteter ikke nødvendigvis præcist adskilles. Hvad der kan synes som en lidenskabelig beskrivelse af en genstand i prototypefasen, kan på samme tid være et flammende forsøg på at virkeliggøre inskriptionen af andre egenskaber i den selv samme genstand. Det er den klassiske konflikt i enhver (samfundsvidenskabelig) forskning, som drejer sig om skabelsen af nutiden. Den stilling, et artefakt har, kan være meget omdiskuteret og vise sig blot som et resultat af komplekse strategier. F.eks. kan en forfatter for at styrke den inskriptive styrke af en tekst fastholde dens beskrivende og derfor videnskabelige og objektive karakter. De, som ønsker at svække dens autoritative og derfor mulige inskriptive styrke, vil forsøge at så tvivl om dens beskrivende kvalitet. De kan f.eks. indlede en modundersøgelse for at præsentere en anden type beskrivelse eller forfatterens partiskhed.
For at opfylde hensigten med dette papir er det ikke nødvendigt at behandle de forskellige aspekter i disse forhold. Vigtigere er det at bemærke, at det handler om aktiviteter, resultaterne af at aktører har foretaget sig noget som at sammenstille en ordning eller at anvende ordningen eller en analytiker, der dekonstruerer ordningen dvs. åbner den sorte boks. Alle disse aktiviteter danner formen og indholdet i produktet. Derfor kan , som Michel Callon skriver "det sociale tolkes i inskriptionen som karakteriserer bindeleddene."(1991, p140)
Bindeled
Bindeled er det sidste centrale begreb, som må defineres Bindeleddene udgør det stadigt manglende led, som forbinder aktørerne i et netværk og definerer selve netværket. Aktørerne danner netværk mellem sig ved at bringe bindeled i omløb mellem sig og derigennem konstituere både aktører og netværk. Et bindeled er hvad som helst, der "udveksles mellem aktører under opbygning af relativt stabile transaktioner." (Bijker, Law, 1992, s.25) Det kan være en tekst, et produkt, en serviceydelse eller penge.Bindeleddene er netværkets sprog. Gennem bindeleddene kommunikerer aktørerne med hinanden og overfører på den måde deres hensigter ind i andre aktører. Med definitionen af aktører in mente som ethvert element, "der gør andre elementer afhængige af sig selv og oversætter deres egen vilje til deres eget sprog" (Callon, Latour, 1981, s. 286), er muligheden for at beherske bindeled selve kernen i handlingen, som består i at overføre en aktørs vilje til en anden aktør.
Med overførselsbegrebet er vi nået til det punkt, hvor tingene begynder at blive dynamiske. Vi må nu anvende de værktøjer, som vi indtil nu har defineret, til at beskrive nogle centrale aspekter ved dynamikken i selve aktør-netværket.
3.Dynamikken i aktør-netværk
Vedrørende dynamikken i netværk kan der sondres mellem tre faser. Skønt der ikke nødvendigvis er nogen årsag til at adskille dem, er det nyttigt at udmønte dem som analytiske idealtyper (Max Weber) af stadier, et netværk kan gennemløbe i dets livsforløb.Fremkomst
Netværk opbygges af aktører. Da der imidlertid ikke er nogle aktører uden et netværk, fremkommer nye netværk af eksisterende sådanne6. Til tider sker det gennem hårfine forandringer, somme tider som resultat af pludselige og voldsomme forandringer, som måske vil skubbe det kontinerlige element, der er en del af enhver drivkraft, i baggrunden. At definere en begyndelse er en nødvendig men "kunstig" analytisk operation, på grundlag af analytikerens interesse i vedkommendes bestemte empiriske situation. Hvis interessen drejer sig om et produkt, kan begyndelsen måske findes i én eller anden form for erkendt behov eller mulighed. Det kan f.eks. være baseret på en ny opfindelse, hvilket så ville være ét af de netværk, hvoraf et nyt netværk opstår. Også andre ting kunne tjene som begyndelsespunkt. John Law og Michel Callon (1992) sporer begyndelsen af et forfejlet projekt med militærfly tilbage til den politiske beslutning om rationalisering af flyindustrien. Denne beslutning, som i sig selv er omstridt, fungerede udelukkende som et bindeled, der (gen)etablerede forbindelsen mellem eksisterende netværk mellem industrien, arbejdskraften og regeringen med det formål, at få dem til at slutte sig sammen for at udvikle og producere et nyt fly.
Begyndelsen er derfor et bindeled, som etableres for at få flere forskellige aktører til at slutte sig sammen af hensyn til disse netværks egeninteresser. Med andre ord kan en eksisterende aktørs forsøg på at vokse og inkludere nye områder, være et godt udgangspunkt for at betragte et netværks fremkomst.Netværk tillader andre at overføre deres hensigter, hvad enten det drejer sig om et bevidst menneskeligt valg eller en forskrift, til andre aktører og tilføje andre aktørers styrke til deres egen. "Ved overførsel forstår vi alle forhandlinger, intriger, kalkulationer overtalelser og voldshandlinger, ved hjælp af hvilke en aktør eller magt forårsages til at blive tildelt autoritet til at tale eller handle på vegne af en anden aktør eller magt." (Callon, Latour, 1981, s. 279). Netværk opstår og formes ved at sammenknytte flere og flere aktører. På denne måde kan en aktør vokse. En bestemt aktørs betydning bestemmes derfor af antallet af aktører i hans/hendes/dens/dets netværk, som "vedkommende" kan anvende til sit bestemte formål. Aktører er isomorfe (=af (tilnærmelsesvis) samme form), hvilket betyder, at deres størrelse og form ikke er givet på forhånd, men resultatet af en lang udvikling. der er ingen fundamental forskel imellem en omfattende struktur og en lille aktør. Den eneste forskel ligger i antallet af aktører, som kan mobiliseres. Det er fejlagtigt at anskue forskelle i størrelse som forskelle i niveau, fordi netværk altid på samme tid er forbundet til det, den konventionelle sociologi adskiller i mikro- og makro-niveauer. Denne forbindelse gør en sådan skelnen mindre betydningsfuld, fordi " det, som er stort, er det, som med held har omformet andre og derfor er vokset. Eftersom størrelsen ikke er andet end forandringens slutprodukt, undgås behovet for to analytiske nomenklaturer derfor." (Callon, Law, Rip, 1986, p. 228) Netværk består af det, de binder sammen aktører som altid er stedfæstede dog kan disse netværk udstrækkes globalt. Netværk kan også være så omfattende og stabile, at de synes uafhængige af aktørerne. Dette er imidlertid en fejlopfattelse. Selv om de i alvorlig grad kan indskrænke bevægelsesfriheden for visse aktører (og gør det), har de altid behov for aktører. Enhver given aktør kan muligvis erstattes, men kun af en anden aktør. Derfor er der intet skel mellem individet og strukturen, som består af individer, som består af en struktur, som består af individer, som består af en struktur, som består af individer og så videre i én uendelighed. For Bruno Latour "er de to ekstremer, lokal og global, langt mindre interessante end de ordninger og bindeled, vi kalder netværk." (1993, s.122).
For at betragte et netværks dannelse og vækst, må man se på de bindeled, der sættes i omløb, hvem der sætter dem i omløb, hvor de pludselig viser sig, og hvordan de overføres og yderligere bliver sat i omløb.
Udvikling
Et netværk kan udvikle sig i to forskellige retninger: mod konvergens eller mod divergens mellem dets aktører. Når nye aktører tilføjes netværket, vil det først øge deres divergens. Overførselsprocessen, hvorved en aktørs vilje overføres til en anden bliver indledningsvis vanskeligere, fordi hver ny aktør allerede er inkluderet i andre netværk, som kan have knyttet aktøren til andre mål. Hvad man skal gøre og hvordan man skal klare nye situationer, hvordan man skal vurdere betydningen af et bindeled, er uklart i begyndelse. En situations eller et netværkselements divergens er dets "fortolkende fleksibilitet" (Bijker, 1994).Der er en gensidig formningsproces mellem en ny aktør og et eksisterende netværk. Til slut7 forbliver hverken netværket eller den aktør, der er inkluderet i netværket, de samme. Ændringerne kan være så hårfine, at de ikke bemærkes, eller de kan være massive for den ene eller for dem begge.
Overførsel er noget, der sker fra én aktør (A) til en anden (B). Overførslen har altid en retning: A overføres til B. Det er ikke fuldstændig frit, hvordan den omformer B, for B er aldrig uafhængig eller uden karakter men altid allerede del af andre netværk, som definerer de muligheder, B kan omformes til. A må måske ændre sig selv for med større succes at omforme B eller overførslen kan måske resultere i et andet udfald hos B, end A regnede med. Overførslen er i begyndelsen altid et forsøg, som måske, måske ikke, lykkes. Den simpleste overførselsproces, der er teoretisk mulig, omfatter to aktører, består af tre dele: A, et bindeled (I) og B. I er det, som sendes mellem A og B. Det er, hvad der forbinder de to. I bærer derfor inskriptionen af dem begge og er derfor et ideelt objekt, når det drejer sig om at beskrive netværket.
For at netværk kan fungere vellykket, må de bindeled, der er sat i omløb, koordineres. Det betyder, at de inkluderede aktører ikke eller kun i begrænset omfang bestrider deres egen overførsel. Aktører stræber efter en intern enighed, som tillader et optimalt omløb af bindeled, fordi deres styrke afhænger af koordinationen indenfor netværket. I netværk, hvor aktørerne har konvergeret på en vellykket måde dvs. er stærkt koordinerede, støtter netværket i sin helhed enhver af de aktører, som udgør det.
Den måde, hvorpå en sådan overenskomst kan bringes til veje, det mulige spillerum for overførslen, danner netværkets form. Med andre ord "netværket konstrueres i overensstemmelse med overførslen egen logik." (Callon, 1992, s.84). Jo stærkere koordinationen af omløbet af overførslen er, jo tættere er de forskellige elementer knyttet sammen, og jo mere stabilt og forudsigeligt bliver det. Jo mere stabilt et netværk er, jo bedre defineres dets bestanddele. Mulighederne for at andre netværk løsner forbindelserne for at redefinere en aktør efter sit eget formål, bliver mindre. Ordningen bliver en sort boks.
Aktørerne har nødvendigvis ikke altid succes med at sætte bindeled i spil på en optimal måde. Overførslen kan afvises. Folk ønsker måske ikke at blive brugere og ikke at købe et bestemt produkt. Eller de vil måske ophøre med at være medgørlige vælgere og vælte regeringen. En maskine kan falde fra hinanden pga. konstruktionsfejl. En ny opfindelse kan gøre tidligere løsninger forældede og kanalisere penge og andre ressourcer i nye retninger. Omløbet af bindeled bliver da vanskeligere og vanskeligere og tilknytningen af aktører svagere og svagere. Aktørerne begynder at afvige og ordningen falder fra hinanden. Den sorte bols mister sin troværdighed og konturerne bliver uklare.
Konvergens og divergens anviser retninger, som netværk kan bevæge sig i enten mod at stabilisere sig eller mod opløsning, hvorved det bliver lettere og lettere at forandre dets bindeled. Konvergens betyder ikke, at ethvert element handler eller bliver ens. Det "betyder blot, at en aktørs aktivitet let afpasses med andre aktørers handlinger trods deres forskelligartede karakter." (Callon, 1992, s. 89)
Vi er nu nået til det klassiske problem for enhver teori, som nedbryder i elementer. Vi har taget højde for åbenhed overfor hvilken som helst udvikling (med visse eksistentialistiske" begrænsninger) og for den mangeartede bestemmelse og fortolkende fleksibilitet for ethvert element indenfor netværket såvel som for selve netværket. Imidlertid fungerer vores samfund af mennesker og ikke-mennesker ganske godt og på en forbavsende stabil facon. Vi trykker på kontakten og lyset tændes. Vore fly letter og lander så præcist, at vi kan planlægge en rejse rundt om kloden på et par minutter. Strategiske planer kan lægges år ud i fremtiden. Hvordan gør vi rede for en sådan utrolig succes for netværkene?
Stabilisering
Intet lykke så godt som det vellykkede, som ordsproget siger. Med andre ord forsvinder netværk, som ikke er i stand til at stabilisere sig selv, fra scenen, mens de, som er i stand til at opnå en vis grad af konvergens, vokser i hastigt tempo og bliver det nødvendige udgangspunkt for nye netværk.Et aktør-netværk stræber efter stabilitet, fordi ingen af enhederne, som udgør det, ville eksistere uden netværket i denne form. At fremme netværket er en måde, hvorpå aktørers eksistens og udvikling sikres. Derfor er det i alle aktørernes interesse at stabilisere netværket, hvilket garanterer deres egen overlevelse i større eller mindre grad. Stabiliteten af et netværk afhænger af "umuligheden i at vende tilbage til en situation, som i dets [nuværende form] var det eneste [ud af mange] mulige valg blandt andre." (Callon, 1992, s. 89). Med andre ord betyder stabilisering eller lukning, "at den fortolkningsmæssige fleksibilitet indsnævres. Konsensus mellem forskellige relevante samfundsgrupper [eller mere bredt: aktører] om den fremherskende betydning af et artefakt går op i en højere enhed og 'artefaktets pluralisme' aftager." (Bijker, 1994, s. 86).
De samfundsmæssige relationer, der én gang er indarbejdet i et artefakt, forbliver stabilt indlejret i det, så længe artefaktet anvendes8. Bruno Latour uddyber i sit essay Technology Is Society Made Durable, der har form som en programerklæring, hvordan de samfundsmæssige relationer, der er indlejret i et artefakt, er en stabiliserende samfundsfaktor:
"Samfund og teknologi er ikke to ontologiske (=værensfilosofiske) klart adskilte enheder, men mere aspekter af den samme grundlæggende handling. Ved at erstatte disse to arbitrære (=egenmægtige) inddelinger med syntagme (=den sproglige kæde af indbyrdes forbundne enkeltdele med en funktion) og paradigme (=et sprogs kode af fonemer), kan vi måske drage endnu nogle få metodiske konklusioner. Beskrivelsen af det socio-teknologiske netværk modstilles ofte med deres forklaringer, som forventes at komme efterfølgende....Hvis vi udfolder det socio-teknologiske netværk definerer livsforløb gennem handlingens forbindelse og indsættelse et andet sted og til slut at variere iagttagerens synsvinkel behøver vi ikke at lede efter yderligere årsager. Forklaringen fremkommer, når beskrivelsen er fyldestgørende. Der er ikke nogen grund til at søge efter mystiske eller globale årsager udenfor netværket. Hvis der mangler noget, er det fordi der mangler noget. Slut." (1991, p.p. 129-130, fremhævet i originalen)Forskelligartetheden er et andet centralt aspekt i et stabilt netværk. Jo mere de forskellige bestanddele er forbundne, jo mere kompleks og stabilt bliver det. I et heterogent netværk holdes elementerne på plads af et sæt af heterogene bindinger til andre aktører, og for at løse en sådan aktør med mange bestemmelser, må der løses mange forbindelser.
Et netværks størrelse og forskelligartethed hænger sammen . Jo større det bliver, jo mere heterogent bliver det samtidigt, fordi det udvikler yderligere bestanddele, blot for at holde de øvrige bestanddele på plads. I systemteoriens sprog kaldes denne udvikling for "differentiering" (Parsons, 1968). Netværket begynder at udvikle dets eget livsløb, støttet af dets bestanddele, som selv er afhængige af netværket som miljø. Et netværk begynder derfor at "blive normtung" (Callon, 1992, s. 91) på vej mod stabilisering. Det betyder selvfølgelig ikke andet, end at flere aktører bliver indkorporerede eller skabt.
Et netværk, der stabiliserer sig selv "modstår ikke blot konkurrerende overførsler men sætter også begrænsninger på antallet af mulige fremtidige overførsler" Det betyder, at for at etablere andre bindeled eller andre strukturer, må man først løsne de, der allerede eksisterer, og ændre ækvivalensen som eksisterer, hvilket efterhånden betyder en mobilisering og indrullering af nye alliancer. Således kan ikke-liniaritet og afhængighed af trådte stier (path dependence) anskues at være uløselig forbundet med [et netværks] dynamik." (ibid., s.92)
I min hastige gennemgang ar jeg nu nået til det punkt, hvortil Aktør-Netværk-Teorien er blevet udviklet i dag. Meget er endnu åbent på dette tidspunkt. Begreber som differentiering og path dependence danner imidlertid forbindelser til beslægtede begreber, som selv omhandler heterogene og uafhængige elementer og hvordan global orden kan opstå på grundlag af lokale aktører. Det følgende afsnit undersøger nogle få af disse begreber for yderligere at udvide rammerne for netværksmetaforen som analytisk værktøj.
4. Tilgrænsende teorier
Selv om Aktør-Netværk-Teorien kun i ringe grad refererer til kilder udenfor områderne sociologi og videnskabs- og teknologihistorie, er der åbenlyse sammenfald med andre (teoretiske) bestræbelser, som undersøger netværksmetaforen eller endnu bedre : åbne adaptive systemer9. I sociologien, for nu at begynde med den nærmest beslægtede med Aktør-Netværk-Teorien, er den Parsonke systemteori blevet genoplivet og revideret som "Neofunktionalisme" (Colomy, 1992) og Berkley- sociologen Manuel Castells, endskønt det er ud fra en anden synsvinkel, anvender netværk som den centrale metafor i sin "Rise of the Network Society" (1996). Indenfor økonomien har nye opfattelser af path dependence og stigende udbytter (Arthur, 1996, 1994) vundet fodfæste, og som en almindelig bestræbelse indenfor forskellige discipliner først og fremmest naturvidenskab og biologi, er området vedrørende kompleksitet blevet åbnet og udviklet (for en oversigt se Michell, 1992; Convey, Heighfield, 1995)Det følgende afsnit vil undersøge nogle aspekter ved disse tilgrænsende begreber for at gøre ideen om Aktør-Netværk-Teorien mere præcis og placere den i sammenhæng med bredere retninger i den aktuelle tænkning med spørgsmål om netværk, kompleksitet og selvorganisering.
Systemteori og begrebet afgrænsning.
En gruppe af spørgsmål, som ikke besvares klart i Aktør-Netværk-Teorien , drejer sig om, hvordan man skal begrænse analysen. Hvor slutter ét netværk og hvor begynder et andet? Michel Callon refererer simpelthen tilbage til empiriske studier, når han konkluderer "et netværks afgrænsning kan relateres til dets grad af konvergens. Vi vil sige, at et element Y er udenfor netværket, hvis stedfæstelsen af forbindelsen mellem y og aktørerne (A,B,C..)signifikant formindsker graden af konvergens i netværket." (1992, s.88). Der er ikke megen hjælp at hente hos Wiebe Bijker og John Law, der konstaterer "faktisk hviler bedømmelsen på et bud på, at for visse formål er nogle fænomener vigtigere end andre. Det kan koges ned til hvad der kræves for at være vigtigt." (1992, s.7). For Bruno Latour er beskrivelsen af et netværk simpelthen færdig, når den er "mættet" og en forklaring opstår. Med andre ord kan spørgsmålet om, hvordan man begrænser analysen kun behandles på et empirisk niveau. Imidlertid har andre teoretiske traditioner længe beskæftiget sig med tilsvarende spørgsmål, og deres konklusioner kan hjælpe os med at afklare det spørgsmål.Begreber som system, afgrænsning og miljø er centrale i systemteorien, som er udviklet efter 2. Verdenskrig. Systemteorierne indenfor den sociologiske videnskab er længe blevet domineret af Talcott Parsons' værker (1951, 1966, 1968, 1971). Han var nestoren i amerikansk sociologi i 50'erne og 60'erne. Arven fra ham havde endog indflydelse på nogle af de indledende studier til SCOT-projektet. Thomas P. Hughes' studier af opbygningen af et el-net mellem 1880 og 1930 er f.eks. et forsøg på at integrere systemteorien i studiet af teknologiens samfundsmæssige udvikling. Desværre for os refererer Hughes hovedsagelig til beskrivelsen af det tekniske flow i Parsons' arbejde, som er under indflydelse af Wieners "Kybernetik" (1948). Meget rammende for det emne, han behandler det elektriske netværk definerer han et system som værende "bestemt af forbundne dele af komponenter. Disse komponenter er forbundet af et netværk eller en struktur ..... Et teknisk systems indbyrdes forbundne bestanddele er ofte centralt styrede, og normalt udgøres systemets afgrænsning af udstrækningen af denne kontrol." (1983, s. 5)
Mens tanken om central kontrol næppe er anvendelig for netværk af i høj grad gensidigt forbudne og gensidigt konstituerede elementer, så er ideen om, at netværk kun kan defineres indefra nyttigere, tanken om, at netværk defineres af dets egne bestanddele. Hvad der tilhører systemet (eller et netværk) kan kun afgøres på grundlag af systemets egen definition. Definitionen af systemet er i lighed med definitionen af begyndelsen af et netværk en rent logisk begrundet beslutning truffet af iagttageren, som vælger at redegøre for et begrænset udsnit af en kontinuerlig virkelighed, f.eks. "The Life and Death of an Aircraft" (Law, Callon, 1992)
En generel definition af systemer er fremsat af Parsons, som refererer "både til et kompleks af gensidige afhængigheder mellem dele, bestanddele og processer, som involverer skelnelige regelmæssigheder indenfor ordningen og til en samtidig type af gensidige afhængigheder mellem et sådant kompleks og dets omgivende miljø." (1968, s. 458). Det, der karakteriserer forskellen mellem systemets gensidige ydre og indre afhængigheder er dets afgrænsning. Afgrænsningen adskiller sig på samme tid systemet fra dets omgivelser og forbinder det til dem ved at tjene som et filter, som omformer stimuli til input, som kan håndteres af systemets interne struktur. " Derfor deler og forener afgrænsningen og belyser som sådan den dynamiske karakter ved hver af sondringens dele."( van Dongen, 1992, s. 50). Processen men at etablere og opretholde en sådan afgrænsning at definere hvem, der inkluderet i og ekskludere fra et netværk kan anvendes som én af indikatorerne på, hvordan man skal afgrænse netværkets udbredelse.
Afgræsningen adskiller og forener to grupper af forbindelser: Systemets (de interne) og omgivelsernes (de eksterne). En indflydelsesrig teori om disse processer forskellen mellem den interne struktur, afgrænsningen og miljøet er udviklet af de chilenske cellebiologer Humberto Mantura og Francisco Varela (1980), som en teori om "autopoiesis" (=selvdannelse). De definerer autopoietiske systemer som "enheder, der rummer sig selv og hvis eneste reference er til sig selv." For nærmere at bestemme et autopoietisk system, udviklede de seks kriterier:
SSystemet har behov for en afgrænsning, som gør det identificerbart.
SDet har behov for bestanddele, så systemet er analyserbart.
SSamspillet mellem bestanddelene kan beskrives ved generelle fysiske lovmæssigheder med andre ord er systemet et naturligt system.
SAfgrænsningerne opretholdes af systemet selv gennem foretrukne relationer i systemets nære omgivelser. Systemet kan derfor stabilisere sine egne afgrænsninger.
SSystemet er indeholdt i og producerer selv afgrænsningerne.
SSystemet er selv-produktivt. Systemet anvender udelukkende egne komponenter eller omdanner importerede komponenter (Mingers, 1995; Zeleny, 1996)Ideen om selvdannelse blev oprindeligt udviklet til at beskrive biologiske celle men har gennemsyret en mængde andre discipliner (Mingers, 1995). Manturana og Varela selv udvidede teorien til også at omfatte en kognitionsteori (1987) og i Tyskland f.eks. gjorde Niklas Luhman den til én af hovedhjørnestenene i sin indflydelsesrige revision af Parsons' systemteori (1986, 1989).
Overførslen af modeller og begreber fra ét felt til et andet er et vanskeligt og risikabelt foretagende og debatten om begrænsningerne og farerne ved at gøre det fra biologi til samfundsvidenskab fylder endeløse bind af sekundær litteratur (som et fremragende bidrag se Khalil, Boulding, 1996) i det mindste siden Herbert Spencer udviklede Darwins evolutionslære til 1880'ernes samfund. Med hensyn til formålet med denne afhandling er målene snævert afgrænsede. Fokus ligger på, hvilke af de kriterier, som ovenfor er beskrevet, der eventuelt kan hjælpe med til at udvikle Aktør-Netværk-Teorien ved at definere afgrænsningerne af et aktør-netværk, og hvordan de eventuelt kan gøre det.
Begreberne autopoiesis og aktør-netværk har nogle sammenfald i ideen om selvdannelse og den gensidige struktur mellem aktør og netværk. Et netværk er sammensat af aktører, som definerer netværket, eller et netværk danner og opretholder sig selv ud fra dets egne bestanddele. På den måde er det autopoietisk. Kriteriet om selv-produktion kan anvendes til at definere et netværks afgrænsning. Det inkluderer da alle elementer, som er nødvendige for at opnå og opretholde formålet med netværket. Omgivelserne er så alle de elementer, som øver indflydelse på netværket, men som ikke er involveret i opretholdelse af netværket. Med andre ord: Omgivelserne kan udelukkende øve indflydelse på netværket, for så vidt som de omskabes ind i netværket af én eller flere af netværkets bestanddele. Kommunikationen mellem netværket og omgivelserne er altid indirekte og bestemt af netværkets egne karakteristika.
Stedet, hvor denne omformning finder sted, er afgrænsningen. Afgrænsningen i et socialt system er åbenbart ikke fysisk, således som det er i celler, men logisk eller funktionelt (Zeleny, 1996). F.eks. er medlemmerne af en familie nødvendigvis hinandens forbindelser, en virksomhed er en enhed også selv om den er spredt rundt på hele kloden eller udelukkende virtuel, og en læge forlader ikke hospitalssystemet, sålænge vedkommende er forbundet med en personsøger.
Ideen om afgrænsning, således som den indtil nu er udviklet, kan anvendes til at afklare, at ethvert element, som direkte er nødvendigt for at opnå et bestemt mål, er inde i netværket. Ethvert element, som er i stand til at øve indflydelse på en aktør, men som ikke er indeni netværket, tilhører omgivelserne. Adskillelsen og forbindelsen mellem de to, som opstår ved afgrænsningen, opretholdes af netværket selv.
Evolution og systemets dynamik.
Mens jeg har skitseret en mulig måde at gøre rede for netværkers afgrænsning, således at vi kan betragte det som en enhed, er spørgsmålet stadig, hvorfor de overhovedet udvikler sig. Hvorfor er en aktør, og hvorfor er et netværk dynamisk?Aktør-Netværk-Teorien har ikke ofret disse spørgsmål ret megen opmærksomhed. Den agerende aktør og det dynamiske netværk er forudsat som givne. De udvikler sig simpelthen "tilsigtet eller på anden måde" (Law, Callon, 1992, s. 21). Imidlertid er det sådan, et mens aktører stræber mod konvergens og stabilitet, er det centrale mål for teorien at gøre rede for drivkraft, ændring og innovation (Law, Callon, 1992, s. 21). Selv de sorteste bokse springer op under der rette omstændigheder. I usædvanlige tilfælde kan det tage mere end 1.000 år og medføre "paradigmeskift" (f.eks. fra Ptolomæus til Kopernikus) eller en folkelig opstand (som i Centraleuropa i 1989). I mere dagligdags tilfælde kan det dreje sig om et jordskælv, en politisk beslutning eller snart sagt alt muligt andet. Aktør-netværk er altid potentielt dynamiske. De er genstand for evolution i alle omfang og på alle steder.
Begrebet autopoietiske systemer, der havde til formål at begrebsliggøre netværkets afgrænsninger, giver også en interessant idé om, hvordan vi skal forstå dynamikken i sådanne systemer.; dette er kendt som "strukturel kobling". De ændringer, som et system kan undergå, er bestemt af systemets Organisation10, som opretholdes indenfor og gennem grænsefladen. På den måde er systemet organisatorisk lukket, fordi det kun kan ændre sig i overensstemmelse med sin egen indre Organisation. Disse ændringer kan måske bevare Systemets struktur, eller de vil ændre den radikalt f.eks. et frø, der vokser op og bliver et træ. En Struktur eksisterer i et miljø, som kan forstyrre Strukturen og udløse ændringer. Miljøet bestemmer ikke disse ændringer, men det forholder sig snarere således, at miljøet vælger ændringer, som er mulige i henhold til systemets Organisation. Et agern vil eller vil ikke blive til et egetræ, som kan være lavere eller højere. Det kan imidlertid ikke udvikle sig til et fyrretræ. Fordi miljøet kan udløse ændringer, er systemet interaktivt åbent (Mingers, 1995)11.
Hvis et miljø er karakteriseret ved tilbagevendende stadier ( i modsætning til tilfældighed eller irreversibilitet), vil de strukturer, der gennem naturlig udvælgelse er egnede for dette miljø, med størst sandsynlighed overleve. Som resultat heraf vil enhver sådan (selvrefererende) enhed være strukturelt koblet med miljøet. Eftersom miljøet består af andre enheder, der fungerer i overensstemmelse med tilsvarende principper, er autopoietiske systemer strukturelt koblede. Enhederne skaber miljøet for og står i konstant forbindelse med hinanden. Gennem denne gensidige afhængighed, kan ændringer givetvis udbrede sig gennem et stort antal systemer: Adskillige systemer, muligvis alle levende ( og ikke-levende) systemer på Jorden udvikler sig sammen (Lovelock, 1979).
Co-evolution udtrykker i biologien ideen om, at ethvert observationsniveau (dvs. celle, organer, individer eller arter) ændrer evolutionær tilpasning i system A betingelserne for alle andre systemer, som A er (en del af) miljøet for. Derfor kommer også tidligere stabile systemer under et evolutionært pres, hvis deres miljø ændres. Tilpasningen, eller mere generelt tilpasningsmæssig kapacitet, er et centralt begreb i systemteorien. For Talcott Parsons, som bekendte sig til funktionalismen, tjente det som en indikator for et systems udvikling og udbredelse. Jo højere tilpasningsmæssige kapacitet et samfundsmæssigt system besidder, jo højere er det udviklet (1996).
Indenfor aktør-netværk stemmer den strukturelle kobling overens med opfattelsen af, at alle aktører deltager i adskillige (til tider konfliktende) netværk (Callon, 1986, s. 24). I den forstand er endog netværk, som er særdels lukkede og "stabilt boks-aktige" forbundet til et evigt foranderligt miljø. En forandring i ét af netværkene, som en aktør indgår i, kan ændre han/hun/den/det på en så afgørende måde, at han/hun/den/det som konsekvens heraf bliver revet ud af et andet, tidligere lukket, netværk. Den kopernikanske revolution f.eks. ændrede ikke blot astronomien men havde også betydelig indflydelse på den katolske kirke, som indtil da havde opretholdt et betydningsnetværk (teologi) med Jorden som aktør i universets midte en stabil platform, hvorpå himmelstigen stod solidt placeret.
Netværk er derfor, samtidig med at de opretholder sig selv, gensidigt forbundne med hinanden hen over deres afgrænsninger. Mens netværk konstituerer sig selv gennem cirkulation af bindeled mellem aktørerne, som selv er defineret af den samme cirkulation af bindeled, er igen aktør udelukkende defineret gennem et enkelt sådant netværk. Sagen kan trækkes tydeligere op: Årsagen til, at en bestemt aktør indgår i et givet netværk eller et netværk under fremkomst, er netop fordi han/hun/den/det med sig har alle de aktører fra de andre netværk, som han/hun/den/det indgår i. I Latours analyse er det én af grundene til, at videnskabsmænd refererer til deres felts klassiske forfattere. Ved at inkludere disse højtskattede søjler indenfor deres disciplin i deres tekster, prøver forfatterne ikke blot at inkludere en bestemt information men også dens anseelse, dvs. alle de andre aktører, som positivt refererer til denne kilde (Latour, 1987).
Netværk udvikler sig, fordi de indgår i en uadskillelig, dynamisk vekselvirkning med andre netværk, og selvreproduktion kræver tilpasning til et evigt foranderligt miljø.
Kompleksitet og udvikling af orden
Indtil nu har jeg givet et rids af nogle ideer om, hvordan der kan gøres rede for et netværks sammenhængskraft og forskelligartethed, hvorfor de besidder en indbygget dynamik og hvordan et netværks handlinger kan influere på betingelserne for et andet. Det har imidlertid kompliceret billedet. Vi har nu at gøre med netværk, hvor hver aktør yderligere er konstitueret af adskillige netværk, som alle er konstant dynamiske. Endnu engang lurer spørgsmålet om, hvorfor sådanne gensidige relationer udviser ganske stabile mønstre i stedet for blot ren tilfældighed. Hvorfor har netværk en tendens til at tilstræbe konvergens ikke blot internt men også eksternt ved at være koordinerede med andre netværk? Jeg sprang over det problem i det foregående afsnit ved at tilføje omskrivningen "tilbagevendende stadier" til miljøet, hvori udviklingen finder sted. Hvordan kan man gøre rede for fremkomsten af tilbagevendende stadier, som lader netværk udvikle sig hen mod et ordnet og stabilt mønster ud fra mangfoldigt definerede, ustabile aktører?Dette er i høj grad de spørgsmål, som er behandlet i den gennem den senere tids rigt publicerede forskning i kompleksitet. Hvorfor er der en så åbenbar orden på alle niveauer, når man ville forvente tilfældighed under fravær af en overordnet plan eller deterministiske love? Hvorfor er simple lokale regler og strategier årsag til, at der opstår en global orden? Som i det forrige afsnit er det ikke her stedet fuldstændigt at introducere en større videnskabelig idé eller give en kritisk redegørelse for dets tilblivelse (vedr. en generel indføring i videnskaben om kompleksitet se Mitchell, 1992, Coveney, Highfield, 1995) Jeg vil her sætte fokus på et forhold i kompleksitetsteorien, således som det anvendes i biologien af Stuart A. Kaufmann (1993, 1995, 1996): et systems selvorganiserende kritiske stadium.
Begrebet om et systems selvorganiserende kritiske stadium forener to hovedideer: For det første: orden i sådanne systemer opstår udelukkende fra forbindelsen mellem systemets elementer. Som et resultat heraf kan mønstrene på makroniveauet være mere komplekse end mønstrene på mikroniveauet. For det andet: denne orden er kritisk i den forstand, at den er ustabil mellem to stadier: et stadium med "fastfrosset stabilitet" og et stadium af tilfældighed, som udviser et ikke-stabilt mønster. I begge disse stabile stadier ud er evolution ikke mulig. Denne idé kan bedst illustreres gennem Kaufmanns model af et gensidigt tilpasningslandskab (eng. correllated fitness landscape).
Et systems biologiske tilpasning, dets evne til at reproducere sig selv, kan fremstilles som et landskab, hvor tinderne er udtryk for høj reproduktionsevne og dalene for lav reproduktionsevne. En enheds position i dette landskab angiver dets tilpasning til de reproduktive begrænsninger, som påtvinges af miljøet. En enhed i et sådant landskab kan bevæge sig fra den position, den nu måtte have på et givet tidspunkt, til en naboposition ét skridt ad gangen. Hvis enheden bevæger sig opad, betyder det, at næste generation arver en bedre reproduktionsevne. Hvis enheden bevæger sig nedad, betyder det, at næste generation arver et mindre tilpasset sæt af evner. Hver generation tager ét skridt12 indtil den når enten toppen af en tinde eller den udslukkes. Denne bevægelse anses for at være blind en trial-and-error procedure en "tilfældig spadseretur" (eng. random walk). Betragtet over nogle generationer "skubber" den naturlige udvælgelse enhederne opad.
Indtil nu er det en meget urealistisk model. Uden nogle yderligere forklarende beskrivelse må vi tænke på landskabet som tilfældigt meget lig Månens overflade: Lokale tinder og lokale dale henholdsvis stræber mod himlen og falder brat overalt. I et sådant landskab kan evolutionen ikke udvikle sig ret langt, fordi den meget hurtigt vil hænge på en lokal tinde, hvor alle de omliggende stadier er lavere, men hvor den lokale tinde i sig selv måske ikke er særlig høj. Modsætningen til et sådant forrevent landskab er et blødt bølgende med én eller kun ganske få tinder, der ligner landskabet omkring Fujiama. Desuden er tilpasningslandskaberne i biologien dynamiske eller gensidige, idet levende enheder er strukturelt koblede, idet de udgør hinandens miljø. Det betyder at ændring i én enhed ændrer tilpasningslandskabet for de andre, fordi det ændrer miljøet, som de må tilpasse sig til. Tinderne og dalene skifter konstant. I tilfældige forrevne landskaber, ændrer de variable, der har indflydelse på overlevelsen, sig konstant. Evolution er umulig dvs. alle enheders tilpasning er lav og er truet af uforudsigelige udviklinger.
Sådan forholder det sig åbenlyst ikke i det virkelige liv. Fordi udvælgelsen favoriserer den bedst tilpassede, favoriserer den ikke blot dem, der er bedst tilpasset tilmiljøet på et givet tidspunkt, men også dem, der kan opretholde et miljø, hvori dets eget udvikling forløber mest gunstigt. De co-evolutionerende enheder har indflydelse på deres egen evolution. Landskabet udvikler sig langs dynamiske mønstre og i en mere eller mindre blød topologi. Udviklingen udvikler sig! I forbindelse med cellers udvikling konkluderer Kaufmann at "vi mener åbenbart, at udvælgelsen kan ændre organismer og deres bestanddele og således omforme strukturen af tilpasningslandskabet, over hvilket disse organismer udvikler sig. Ved at indvirke på genomet omformer netværk det kaotiske til et ordnet system; udvælgelsen afstemmer netværksadfæren således at den bliver pålidelig. Ved at omforme geners epistatiske kobling13 omformer det landskabet fra det forrevent til blødt (1995, s. 187).
Enhederne ordner sig selv og på samme tid deres evolutionære miljø i mønstre. De selvorganiserer sig på mikro- og makroniveauet. Stadiet i dette selvorganiserende system er kritisk, fordi det befinder sig mellem to poler af absolut stabilitet og absolut tilfældighed, som ikke tillader nogen evolution. For at udvikle sig må et system stabilisere sig i dette ustabile kritiske stadie.
På et meget overordnet niveau betyder det, at systemet kun kan udvikle sig med en bestemt hastighed og i en vis retning, som må være knyttet til miljøet. Med en forkert hastighed eller en forkert retning vil chancerne for overlevelse formindskes, fordi det større system er omformet til et bestemt mønster. Det betyder imidlertid ikke stabilitet. Mønstret kan hurtigt ændre sig14. I så tilfælde ville opretholdelsen af et stabilt mønster betyde et skred nedad skrænten i tilpasningslandskabet.
Ligheden med aktør-netværk ligger i at graden af ændring et netværk kan påføre eller må tilpasse sig hænger sammen med den overordnede dynamik i miljøet. At påføre en for radikal ændring vil betyde, at miljøet kommer i uorden, hvilket igen eventuelt kan rive netværket fra hinanden. Ikke at tilpasse sig forandring på det rette tidspunk kan eventuelt betyde, at aktørerne bliver involveret i et stigende antal konflikter mellem de forskellige netværk, som de er tilknyttet og de kommer "ud af takt". I den forstand fordi aktører og netværk har adskillige bestemmelser, er de involveret i konstante processer med at afstemme sig mod hinanden.
5 Konklusion.P> Med mit ufuldstændige og vovelige strejftog ind i autopoiesis, evolution og biologisk kompleksitet gør jeg mig ikke til talsmand for nogen som helst form for direkte sammenhæng til eller naturlige love for socio-teknologisk udvikling. Det ville være yderst upassende af mindst to årsager. For det første er det sådan, at på det niveau, som disse ideer indtil nu er udviklet på, er de ikke andet end spændende, lovende og omdiskuterede hypoteser. Kaufmann f.eks. anser sine egen teorier som "proto-videnskab" (1996). For det andet og nok så væsentligt er, at dynamikken på ét niveau ikke er bestemmende for dynamikken på niveauerne ovenover15. Selv inden for et enkelt område er det ikke muligt at udlede udviklingen på ét niveau af udviklingen på et underliggende niveau. Zeleny (1980) understreger dette punkt ved at referere til molekylær-biologen P. A. Weiss16, som bemærkede, at "ved at bevæge sig ned" fra en celle til dens bestanddele vil man finde:
"(a) temmelig veldefinerede og stabile komplekser af funktionelle og strukturelle egenskaber, som er indlejret i og naturligt relaterede gennem (b) matricer af langt mindre veldefinerede, mere flydende konfigurationer, som tillader deres konstituerende dele en langt højere grad af frihed end den, der normalt forbindes med den makro-mekaniske opfattelse af en celle."Mønstrene på hvert niveau er selvorganiserede i henhold til dynamikken, som opstår på det bestemte niveau og er ikke bestemt men relateret til dynamikken af de underliggende niveauer. Hvis det er sandt for to tilgrænsende kompleksitetsniveauer cellen og dens bestanddele er det endog endnu mere betegnende for niveauer, som ligger langt fra hinanden cellen og det menneskelige samfund. Idet han refererer til denne idé, forstår Dupuy den sociale virkeligheds autonomi på en "dobbelt, paradoksal måde" (s.71): Ethvert (naturligt) system er hierarkisk. Det består af forskellige sammenføjede integrationsniveauer. Imidlertid er det nødvendigt at formulere hvert niveaus autonomi baseret på principperne om cirkulær kausalitet. I en organisme f.eks. tillader fysikken love de enkelte elementer en høj grad af frihed. Denne grundlæggende ikke-forudbestemthed reduceres af begrænsningerne, som udvises af helheden, begrænsninger, som i sig selv er et resultat af ordningen af elementære aktiviteter. Helheden og delen er gensidigt determinerende og denne co-determinisme forklarer kompleksiteten i levende systemer. Med andre ord er hvert niveau begrænset men ikke determineret af de underliggende såvel som de overliggende niveauer. Hver højere niveau opstår ud fra aktiviteterne på niveauet nedenunder, men må analyseres på dets egne præmisser og med passende begrebsmæssige redskaber.
Til brug for analysen af den socio-teknologiske udvikling er Aktør-Netværk-Teorien et sådant redskab. Det undersøger, hvordan kompetencer spredes i et forskelligartet netværk sammensat af menneskelige og ikke-menneskelige aktører. Aktører og netværk konstituerer gensidigt hinanden i den forstand, at netværket former og afgrænser aktørerne, som tilslutter sig netværket. Bindeleddene går mellem aktørerne for at sikre en vis grad af overensstemmelse mellem dem. Denne overensstemmelse tillader netværket at handle på en sammenhængende måde, dvs. at omsætte andre aktørers hensigter gennem et antal af forskellige aktører for at opnå et mål. En aktørs særlige betydning og potentiale er defineret af hans/hendes/dens/dets position i netværket og graden af netværkets konvergens. Jo højere grad af konvergens i netværket jo bedre, lettere og mere pålideligt overførselsprocessen virker, jo stærkere bliver den. Konvergens vil altid (potentielt) blive bestridt. I tilfælde , hvor der er tale om en meget høj grad af konvergens, bliver netværket i sig selv så stabilt, at det kan betragtes som en sort boks. Dets kompleksitet kan reduceres til en fast funktion, fordi input-output relationen er stabil uanset forskelligartetheden, som dette netværk omfatter. Sorte bokse kan have forskellige fremtrædelsesformer: de kan være artefakter, kendsgerninger, normer, traditioner eller strukturer. De tillader reduktionen af kompleksitet i den socio-teknologiske virkelighed, i hverdagen og i samfundsteori. Vi behøver ikke at kende mekanismens indgående detaljer for at køre bil. Alt hvad vi har brug for at vide er , hvordan vi forbinder inputtet (styringen) med outputtet (bilens bevægelser) og hvem vi skal have fat i, hvis bilen går i stykker. Vi behøver ikke at kende kasseassistentens personlighed for at kunne have tilstrækkelig tillid til at give vedkommende betaling for vore indkøb. Vi behøver ikke at tænke på alt ned i mindste detalje. Hele grupper af sorte bokse kan sammentænkes udelukkende på deres input-output-niveau fordi de forbliver stabile.
For at overføre redskaberne fra Aktør-Netværk-Teorien fra videnskabelige studier og fysisk teknologi f.eks. højhastigheds transportsystem (Latour, 1996) til et studie af processerne i og omkring computerbaserede kommunikationsnetværker, må vi udvide begreberne i bestemte retninger for bedre at kunne opfange den bestemte dynamik i sådanne ordninger. Denne dynamik opstår ud fra de strukturelle egenskaber i kommunikationsnetværkene, der som kraftigtvirkende aktører er blevet integreret i aktør-netværk, der er skabt og opretholdt med et specifikt mål for øje indenfor disse kommunikationsnetværk. Deres kompleksitet og indbyrdes forbundethed, deres evolutionære karakter og det totale fravær af nogen som helst overordnet plan alt sammen peger det på, at der er en anderledes dynamik på spil end i andre sektorer af teknologien. Latour påviser, hvordan forskellige elementer former udviklingen af og planerne for et transportsystem. Imidlertid mislykkedes transportprojektet, fordi det ikke var muligt at vedtage én overordnet plan. Bijker (1994,1992) analyserer, hvordan et artefakt ændrede sig markant i distributionsfasen men stadig havde det på et hvilket som helst tidspunkt et centralt planlagt design. Gennem hele produktets udvikling ændredes aktører og planer, men ikke planernes centralitet. Videnskaben om kompleksitet, så spæd som den nu engang er, kan hjælpe os med at udvikle værktøjer til at tænke på ordninger, som ikke har en overordnet plan, men som ikke desto mindre udviser regelmæssigheder.
Den ekstraordinære hastighed, hvormed udviklingen forløber, føjer yderligere dimensioner til processen. Ikke blot faste artefakter eller procedurer er vigtige, men deres evolutionære karakter kommer i forgrunden som en af deres integrerede, regelmæssige karaktertræk. McLuhan påpegede dette for årtier siden, da han hævdede, at forandring er det eneste konstante i et elektronisk miljø. Der er omfattende erfaringer med evolutionsteorier i et accelereret tidsperspektiv, specielt nu, hvor de kan efterprøves i computere, hvor men kan følge udviklingen gennem 10.000 generationer på en enkelt dag. Sådanne simulationer kan skærpe intuitionen, fordi de over et komprimeret tidsrum viser ændringernes struktur, som bliver centrale i de umiddelbare de elektroniske miljøers umiddelbare feedback-loops.
Under alle disse forandringer viser elementerne en udpræget evne til at opretholde deres identitet og ved at differentiere sig fra deres miljø ved konstant at arbejde sammen med det. Afgrænsningsbegrebet i teorien om autopoietiske systemer er ét eksempel på, hvordan man kan tænke på organisatorisk lukkethed og kontinuitet samtidig med interaktiv åbenhed og strukturel plasticitet.
Hvad nu end pålideligheden af disse biologiske teorier måtte være på deres felt, er de for studiet af socio-teknologiske processer intet mere (og intet mindre) end inspirerende. De forklarende egenskaber, de tillægges, kan ikke overføres fra ét felt til et andet. Erfaringer må atter indhøstes på ethvert nyt felt. Imidlertid er de velegnede som inspiration til videreudvikling af der redskaber, som vi må anvende til at begrebsliggøre vores socio-teknologiske omgivelser med og til at skabe og udvikle tværfaglig tænkning. Jeg håber, at denne afhandling har skitseret en lovende begyndelse i den retning.
6. Litteratur
Akrich, Madeleine; Latour, Bruno (1992). A Convenient Vocabulary for the Semiotics of Human and Nonhuman Actors. in Bijker, Wiebe; Law, John (eds.) Shaping Technology / Building Society Studies in Sociotechnological Change. Cambridge, MA: MIT Press
Arthur, Brian W. (1996). Increasing Returns and the New World of Business. Harvard Business Review, July-August----- (1994). Increasing Returns and Path Dependence in Economy. Chicago: University of Michigan Press
Bijker, Wiebe (1992). The Social Construction of Fluorescent Light, Or How an Artifact was Invented in its Diffusion Stage. in Bijker, Wiebe; Law, John (eds.) Shaping Technology / Building Society Studies in Sociotechnological Change. Cambridge, MA: MIT Press
----- (1994). Of Bicycles, Bakelites, and Bulbs. Toward a Theory of Sociotechnical Change. Cambrigde, MA: MIT PressBijker, Wiebe; Law, John (eds.) (1992). Shaping Technology / Building Society Studies in Sociotechnological Change. Cambridge, MA: MIT Press
Callon, Michel (1993). Variety and Irreversibility in Networks of Technique Conception and Adoption. pp. 232-268 in Foray, Dominique; Freemann, Christopher (eds.) Technology and the Wealth of Nations: Dynamics of Constructed Advantage. London, New York: Pinter
----- (1992). The Dynamics of Techno-Economic Networks. pp. 72-102 in Coombs, Rod; Saviotti, Paolo; Walsh, Vivien (eds.) Technological Change And Company Strategy: Economic and Social Perspectives. London, San Diego: Harcourt Brace Jovanovitch
----- (1991). Techno-Economic Networks and Irreversibility. in Law, John (ed.) A Sociology of Monsters: Essays on Power, Technology and Domination. New York: Routledge
----- (1987). Society in the Making: The Study of Technology as a Tool for Sociological Analysis. in Bijker, Wiebe E.; Hughes, Thomas P.; Pinch, Trevor J. (eds.) The Social Construction of Technological Systems. New Directions in the Sociology and History of Technology. Cambridge, MA: MIT Press
----- (1986). The Sociology of an Actor Net-Network: The Case of the Electric Vehicle. pp. 19-34 in Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (eds.) Mapping the Dynamics of Science and Technology. London: MacMillan
Callon, Michel, Latour, Bruno (1981). Unscrewing the Big Leviathan: How Actors Macro-Structure Reality and How Sociologist Help Them To Do So. pp. 277-303 in Knorr-Cetina, K.; Cicouvel, A.V. (eds.) Advances in Social Theory and Methodology: Towards an Integration of Micro and Macro-Sociology. Boston, MA; London: Routledge
Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (1986). How to Study the Force of Science. pp. 3-15 in Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (eds.) Mapping the Dynamics of Science and Technology. London: MacMillan
Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (1986). Putting Texts in Their Place. pp. 211-230 in Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (eds.) Mapping the Dynamics of Science and Technology. London: MacMillan
Callon, Michel, Law, John; Rip, Arie (eds.) (1986). Mapping the Dynamics of Science and Technology. London: MacMillanCastells, Manuel (1996). The Rise of the Network Society. Cambridge, MA; Oxford, UK: Blackwell
Colomy, Paul (ed.) (1992). The Dynamics of Social Systems. London: SageConvey, Peter; Highfield, Roger (1995). Frontiers of Complexity: The Search for Order in a Chaotic World. New York: Fawcett Columbine
Dupuy, Jean-Pierre (1996). The Autonomy of Social Reality: On the Contribution of Systems Theory to the Theory of Society. pp. 61-88 in Khalil, Elias L.; Boulding, Kenneth E. (eds.) Evolution, Complexity and Order. London: Routledge
Gell-Mann, Murray (1994). The Quark and the Jaguar: Adventures in the Simple and the Complex. New York: W.H. Freeman and Company
Gilder, George (1989). Microcosm: The Quantum Revolution in Economics and Technology. New York, London, Toronto: Simon and Schuster
Hughes, Thomas P. (1983). Networks of Power: Electrification in Western Society 1880-1930. Baltimore, London: John Hopkins University Press
Jameson, Frederic [1984] (1995). Postmodernism, or, the Cultural Logic of Late Capitalism. Durham: Duke University Press
Kauffman, Stuart A. (1996). Investigations: The Nature of Autonomous Agents and the Worlds they Mutually Create. Lecture Series, Santa Fe Institute Summer School on Complexity 1995 available at: http://www.santafe.edu/sfi/People/kauffman/Investigations.html
----- (1995). At Home in the Universe: The Search for Laws of Self-Organization and Complexity. Oxford, New York: Oxford University Press
----- (1993). The Origins of Order: Self Organization and Selection in Evolution. Oxford, New York: Oxford University Press
Kelly, Kevin (1994a). Out of Control. The New Biology of Machines, Social Systems and the Economic World. Reading, MA: Addison-Wesley
Khalil, Elias L. (1996). Social Theory and Naturalism: An Introduction. pp. 1-39 in Khalil, Elias L.; Boulding, Kenneth E. (eds.) Evolution, Complexity and Order. London: Routledge
Khalil, Elias L.; Boulding, Kenneth E. (eds.) (1996). Evolution, Complexity and Order. London: Routledge
Latour, Bruno (1996). Aramis, or, The Love of Technology (translated by C. Porter). Cambridge, MA: Harvard University Press
----- (1993). We Have Never Been Modern (translated by C. Porter). New York, London: Harvester Wheatsheaf
----- (1992a). The Sociology of a Few Mundane Artifacts. in Bijker, Wiebe; Law, John (eds.) Shaping Technology / Building Society Studies in Sociotechnological Change. Cambridge, MA: MIT Press
----- (1992b). Pasteur on Lactic Acid Yeast: A Partial Semiotic Analysis. pp. 129-146 Configurations, 1992, 1.1 pp.129-146 available at: http://calliope.jhu.edu/journals/configurations/v001/1.1latour.html
----- (1991). Technology Is Society Made Durable. in Law, John (ed.) A Sociology of Monsters: Essays on Power, Technology and Domination. New York: Routledge
----- (1987). Science in Action: How to Follow Scientists and Engineers Through Society. Open University Press: Milton Keynes
----- (1986). The Pasteurization of France. Cambridge MA: Harvard University PressLatour, Bruno; Woolgar, Steve (1986). Laboratory Life: The [Social] Construction of Scientific Facts. Princeton, NJ: Princeton University PressLaw, John (1991). A Sociology of Monsters: Essays on Power, Technology and Domination. New York: Routledge
----- (1986). Laboratories and Texts. pp. 35-50 in Callon, Michel; Law, John; Rip, Arie (eds.) Mapping the Dynamics of Science and Technology. London: MacMillan
Law, John; Callon, Michel (1992). The Life and Death of an Aircraft: A Network Analysis of Technological Change. pp. 20-52 in Bijker, Wiebe; Law, John (eds.) Shaping Technology / Building Society Studies in Sociotechnological Change. Cambridge, MA: MIT Press
Lovelock, James (1979). Gaia: A New Look on Life on Earth. Oxford: Oxford University
PressLuhman, Niklas (1986). The Autopoiesis of Social Systems. pp. 172-192 in Geyer, Felix; van der Zouwen, Johannes (eds.) Sociocybernetic Paradoxes: Observation, Control, and Evolution of Self-Steering Systems. London, Beverly Hills, New Delhi: Sage
----- (1989). Ecological Communication. Cambridge: Polity PressMacKenzie, David; Wajcman, Judy (eds.) (1985). The Social Shaping of Technology. Milton Keynes: Open University Press
Manturana, Humberto; Varela, Francisco (1987). The Three of Knowledge: Biological Roots of Human Understanding. Boston: Shambala Publications
----- [1972] (1980). Autopoiesis and Cognition: The Realization of the Living. Boston: ReidelMingers, John (1995). Self-Producing Systems: Implications and Applications of Autopoiesis. New York, London: Plenum Press
Mosco, Vincent (1996). The Political Economy of Communication: Rethinking and Renewal. London: SageMosco, Vincent; Wasco, Janet (1988). The Political Economy of Information. Wisconsin: University of Wisconsin Press
Parsons, Talcott (1971). The System of Modern Societies. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall
----- (1968). Social Systems. pp. 458-472 in (ed.) Interntational Encyclopedia of the Social Sciences. London: MacMillan
----- (1966). Societies: Evolutionary and Comparative Perspectives. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall
----- (1951). The Social System. Glencoe, IL.: Free Press
Pinch, Trevor (1996). The Social Construction of Technology: A Review. Article submitted for publication
Smith, Merrit Roe; Marx, Leo (1994). Does Technology Drive History? The Dilemma of Technological Determinism. Cambridge, MA; London: MIT Press
Toffler, Alvin (1980). The Third Wave. New York: William Morrow and Company
van Dongen, H. J. (1992). Some Notions on Social Integration and Steering. in In't Veld, Roeland; Schaap, Linze; Termeer, Catrien; van Twist, Mark (eds.) Autopoiesis and Configuration Theory: New Approaches to Societal Steering. Dordrecht: Kluwer
Waldrop, Mitchell (1992). Complexity. New York: Simon & Schuster
Wasserman, Stanely; Faust, Katherine (1994). Social Network Analysis: Methods and Applications. Cambridge, MA: University of Cambridge Press
Wellman, Barry (1983). Network Analysis: Some Basic Principles. pp. 155-200 in Collins, Randall (ed.) Sociological Theory. San Francisco: Jossey-Bass Inc.
Wiener, Norbert (1948). Cybernetics; or, Control and Communication in the Animal and the Machine. Cambridge, MA: MIT Press
Zeleny, Milan (1996). The Social Nature of Autopoietic Systems. pp. 122-145 in Khalil, Elias L.; Boulding, Kenneth E. (eds.) Evolution, Complexity and Order. London: Routledge
----- (ed.) (1980). Autopoiesis, Dissipative Structures, and Spontaneous Social Order. Boulder: Westview Press
Slutnoter
1.Valutamarkederne, for nu at udvide eksemplet med mønten, er mekanismer med det formål at sætte spørgsmålstegn ved, tilpasse og forstærke værdien af de allierede, som mobiliseres af mønten, der er en del af den handlede valuta.
2."Samlinger af menneskelige eller ikke-menneskelige aktører, hvor kompetencerne og udførelserne er fordelte. Genstanden for analysen kaldes ordning eller indretning." (Akrich, Latour, 1992, s. 259)
3.Det er sigende at notere sig, at hverken i Wasserman og Faust (1994) eller i den seneste udgave af the Oxford Dictionary of Sociology (1994) anvendes betegnelsen netværk uden modereringen samfundsmæssig.
4.Tekster er et af netværkets sprog. Et andet er penge. Se det følgende afsnit om forbindelsesled.
5.Forskrifter, [affordance], eller tildeling er synonymer for forskrifter.
6.Aktør-Netværk-Teorien tager eksistensen af netværk som en forudsætning for opkomsten af nye netværk. Perspektivet om, at Verden går forud for aktøren, som måtte handle på grundlag af det givne, giver i nogen grad teorien eksistentialistiske undertoner.
7.Afslutningen på en beskrivelse af et netværk er åbenlyst en 'kunstig' analytisk beslutning på samme måde som det forholder sig med begyndelsen.
8.Selv en sort boks giver plads for et vist spillerum af netværk. Anvendelsen af et artefakt kan f.eks. adskille sig meget fra skaberens originale hensigter.
9.Det ville være interessant at undersøge, om sådanne begreber rummede muligheden for at skabe et nyt paradigme i Kuhniansk forstand, sådan som det er hævdet af forfattere som Kevin Kelly (1994). Imidlertid er det klart, at begreber vedr. adaptive systemer og netværk er blevet introduceret eller undersøgt igen i en mangfoldighed af discipliner.
10.Desværre er terminologien forvirrende her. Varela og Manturana anvender betegnelserne organisation på noget specielle måder. Organisation anvendes om interaktionsmønstre mellem elementerne i et givet system. Dette definerer systemet som tilhørende en bestemt klasse dvs. en celle eller en familie. Struktur anvendes om de faktiske realiseringer af elementerne og disse mønstre i tid. Dette adskiller den faktiske realiseringer (med deres tidsmæssige udskiftninger) indenfor adskilte klasser. I samfundsvidenskab anvendes termerne generelt i den omvendte betydning (Mingers, 1995, s. 14). Jeg skriver termerne med stort, når jeg anvender dem i Manturana/Varelas betydning.
11.Et åbent spørgsmål er begyndelsen: Hvordan den indledende adskillelse mellem system og omgivelser fødtes.
12.Dette er en meget simplificeret redegørelse for modellen, som bl.a. også omfatter ideen om spring, en massiv ændring i systemets Organisation.
13.Epistatisk kobling betyder "at gener andre steder på kromosomet har indflydelse på, hvorledes et gen på et givet sted, bidrager til tilpasningen." (Kaufmann, 1995, s. 170). Med andre ord har den genetiske kode en syntaks.
14.En eksperimentel model af ændringen i selvorganiserede kritiske systemer er opstillet af teoretiske fysikere.: Sandskorn drysses på et skrivebord. Med tiden vil sandet danne bunker indtil det punkt, hvor de begynder at blive ustabile og der opstår laviner. Mens størrelsen og fordelingen af disse skred danner visse mønstre, er det umuligt at bestemme forbindelsen mellem et bestemt sandskorn, der falder på bunken af sand, og størrelsen og stedet af det skred, sandskornet forårsager (Gell-Mann, 1994) Den fornemmelse, som man kan uddrage af dette eksempel, er, at selvorganiserende systemer kan ændre sig uforudsigeligt og hurtigt uden at være kaotiske.
15."Niveau" betyder graden af kompleksitet. Niveauet over cellen er f.eks. det organ, der er sammensat af disse celler. Niveauet ovenover individerne er gruppen eller samfundet, som er sammensat af disse individer. At definere et niveau bygger på en beslutning taget af iagttageren.
16.Weiss, Poul A. (1968). The Living System: Determinism Stratified. p.p. 3 35 i Kostler, Arthur; Smythies, R (eds.) Beyond Determinism. New York: MacMillan. Weiss er krediteret for at have skabt udtrykket "molekylær biologi" i 1951.
End of Document